I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man læse at foreningen Demokratiske Muslimer (DM) støtter Asmaa Abdol Hamid. Jamen dog tænker man så – har de glemt deres egen korte fortid! Var det ikke selv samme forening, der i sin tid afholdte sig fra og kritiserede, de 11 muslimske organisationer, som meldte Morgenavisen Jyllands-Posten til politiet for at have krænket muslimer ved at bringe satiriske tegninger af profeten Muhammed? Og så vidt jeg husker var det også den person de støtter i dagens avis, der var en af frontfigurerne for de 11 organisationer. Det var også daværende formand for foreningen Demokratiske Muslimer, der ikke ville i samme tv-program med Asmaa Abdol-Hamid, fordi hun ikke ville give en mand hånden. Så hvad mon han tænker om denne sag? Foreningen udtaler, at der ikke er nogen særlig dresscode, der forbyder folk i at bære tørklæde på Folketingets talerstol” og at de derfor ingen problemer har med det. Jeg kan kun være enig i, at der ikke bør være en dresscode for at på stå Folketingets talerstol, men det problematiske er heller ikke det. For det handler ikke om dresscode, som DM udtrykker det. Det handler om hvorvidt Asmaas tørklæde og dets symbolværdi overhovedet er foreneligt med venstrefløjens værdier?
Som jeg også har skrevet tidligere er Asmaas kandidatur ikke et problem i sig selv – det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt, at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden. Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de? Men det mest paradoksale er DM’s groteske kovending – de har siden deres dannelse udstillet sig selv som progressive – men hvor bliver det progressive af. Og er det ikke at slå politisk plat på en så grundlæggende debat om værdier ved at reducere det til kun at omhandle dresscode?