I lørdagens udgave af JP, hvor undertegnede også er citeret, kan man læse at ventetiderne for stærkt traumatiserede flygtninge er op til to et halvt år overalt i landet. Det er tragisk og umenneskeligt at mennesker, der har så store lidelser skal vente så længe på behandling. Vi kan ikke være det bekendt. De gamle amter lovede behandling allerede tilbage i 2001 og vi står 6 år efter og resultatet er fatal. Sundhedsministeren erkender problemet og har kendt til det i alle disse år han har siddet i regering, men intet gjort. Ventetiden til behandling på alle behandlingscentre er alle steder cirka op til to et halvt. Der er derfor umiddelbart ikke sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Det er kendt, at ventetid fra henvisning til behandlingsopstart potentielt kan have stor betydning for prognosen, hvis ventetiden bliver for lang. For mange er det kulminationen på lang tids lidelse, at de endelig opsøger en læge. Det danske samfund er nu et samfund, hvor der lever mennesker med traumer efter krig, flugt og tortur. Konservativt anslået er mellem 20 og 30 % af flygtningene i Danmark ramt af svære traumer. Dette beskrives bl.a. i Sundhedsministeriets rapport om rehabilitering af flygtninge med traumer, fra april 2001. Dertil kommer familiesammenførte og de traumatiseredes familie.
Mange mennesker med svære traumer i Danmark lever i bestemte kvarterer, så som Gjellerup, Voldsmose, Mjølner-parken m.fl., hvorfor udfordringerne med traumer i skole og daginstitutioner mv. kan være meget ujævnt geografisk fordelt. Mange flygtninge må leve med disse traumer livet ud. Populationsundersøgelser på Kolding Sygehus’ Psykiatriske afdeling (Christian Simonsen 2004) viser, at flere end 80 % af henviste flygtninge med traumer, har 2 yderligere psykiatriske diagnoser, foruden PTSD (post traumatisk belastningsreaktion).
De ofte meget alvorlige og invaliderende tilstande hos mennesker med svære traumer har stor betydning for dynamikken i det nære familieliv. Ofte vil ægtefællen og især børnene være i stor fare for at blive ”smittet”, dvs. sekundært traumatiseret. Hertil kommer, at børnene omsorgssvigtes som følge af forældrenes ringe forældreevne. De holdes ofte udenfor og bliver ikke inddraget i familiens problemer, da traumer for mange mennesker er meget tabubelagt. Dertil kommer, at mange forældre mener, at deres oplevelser er alt for belastende for børnene at bære, så de forsøger at skåne børnene ved ikke at inddrage dem. Børnene forstår derfor ofte ikke, hvad der sker i deres familie. Vi ser derfor mange børn udvikle sig for selvstændigt, for tidligt. De påtager sig voksenansvar, typisk for yngre søskende og for husholdningen mm. Børnene kan endvidere blive udadreagerende, aggressive og vrede eller indadvendte og selvskadende. Ligesom vi ser det i nogle familier med psykiske lidelser og/eller misbrug.
Mangel på viden og handlemuligheder. Nogle gange bliver børnenes problemer og symptomer udlagt som produkt af en anden kulturel norm for opdragelse af børn. Mest af alt fordi fagprofessionelle i det danske samfund ikke i tilstrækkeligt omfang har viden om traumer og eksiltilværelse. Der er behov for viden og uddannelse på de faglige grunduddannelser, og der er behov for efteruddannelse. Mangel på evidens. Traditionen for specialiseret behandling i Danmark af mennesker med traumer efter krig, flugt og tortur er relativ ny. Det er først for nylig, at området overhovedet er nævnt i lovgivningen som en opgave, det danske samfund skal påtage sig.
Det var først den 1. januar 2005, området blev omfattet af den daværende sygehuslov. Det skete ved at blive skrevet ind i bemærkningerne til et ændringsforslag til sygehuslovgivningen i sommeren 2004. Af disse grunde mangler der rehabliteringsfaglig og klinisk forskning i indsatser over for denne gruppe. Denne forskning findes ikke i Danmark i dag i videre omfang. Derfor er gode grunde til – både faglige og økonomiske – at samtænke sammenhængen mellem fokus i målgruppen (opprioritering af børn og familier), niveau af viden blandt fag-personer, opprioritering af forskning og viden om den behandling vi allerede tilbyder samt antallet af specialiserede behandlingspladser. Der er behov for politisk drøftelse af, hvordan det danske samfund skal indrette sig i forhold til, at der lever titusindvis af flygtninge i landet med svære traumer. Særligt er det vigtigt at have fokus på den opvoksende generation. Du kan se mere om problemstillingen på siden traume.dk.