Loading...

Blog

Leyla Zana dommen – endnu en skamplet på det tyrkiske regimes synderegister!

by Serdal Benli|5. december 2008

I går blev den kurdiske politiker og aktivist Leyla Zana, der tidligere har været nomineret til Nobels fredspris, idømt 10 års fængsel for igen at have ytret sig til fordel for det kurdiske folks kamp for frihed og demokrati. Zana, som har viet sit liv til det kurdiske folks kamp mod Tyrkiets racistiske myndigheder er blevet dømt for at ytre sig og ifølge myndighederne sprede propaganda for det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK). Det er sket i form af ni taler, hun har holdt ved protestmøder og pressekonferen-cer, her iblandt en tale afholdt i det engelske parlament. Hun blev i 2004 løsladt efter at have siddet fængslet i ti år, og i 1996, mens hun afsonede sin dom, blev hun tildelt Europa-Parlamentets Sakharov-pris som anerkendelse for sin kamp for det kurdiske folks rettigheder i Tyrkiet. Desuden modtog Zana i 1995 den danske Rose-pris som Arbejdernes Inter-nationale Forum uddelte.

Denne seneste dom vækker bekymring for demokratiets tilstand i Tyrkiet og får mig til at tænke på, om Tyrkiet er på vej tilbage til tilstande i start 1990’erne? I hvert fald leder dommen mine tanker hen på lignende tendenser i 1994. Lige før kommunalvalget i landet den 2. marts 1994 blev Leyla Zana og hendes venner anholdt i parlamentsbygningen under brutale omstændigheder og smidt i fængsel. Den dag i dag er der sket megen skade i landet. Tusinder og atter tusinder af mennesker er blevet dræbt, og der er forsat ikke kommet nogen løsning på det kurdiske spørgsmål. Domsafsigelsen i går, som i øvrigt efter forsvarernes egne udsagn er forgået under juridisk set dybt kritisable forhold, sker præcis som i 1994 lige før en kommunalvalgkamp, hvor Zana’s navn har været i spil som mulig kandidat til overborgmesterposten i den kurdiske hovedby Diyarbakir. Så må man stille sig selv dette spørgsmål: Handler dette for regeringen og det tyrkiske regimes side ikke om at eliminere en stærk kandidat og dermed fjerne en trussel, der til stadighed er et stærk sym-bol på det kurdiske folks kamp for frihed og demokrati? Det er værd at bemærke, at regeringspartiet og dets nærmeste allierede, militæret, har haft det som erklæret mål at fratage det pro-kurdiske parti DTP lokalstyret i de kurdiske byer.

Ved enhver lejlighed har premierministeren erklæret dette som et af deres politiske mål! Desuden er det da tankevækkende, at dommen mod Zana falder kort forinden, at lukningssagen mod DTP (Demokratisk Samfundsparti) er ved at blive afgjort. Mon ikke de også bliver lukket, som der er tradition for i Tyrkiet! Alle disse forhold taget i betragtning kan man konkludere, at det tyrkiske demokrati er vendt tilbage til 1990’erne. Dette viser også, at Tyrkiets bestræbelser for et EU-medlemskab blot var en vrangforestil-ling på papir og i praksis langt fra EU’s krav om demokratisering. Hvordan vi end vender og drejer den, er dommen mod Zana et tydeligt bevis på, at Tyrkiet er gået 14 år tilbage, og at det tyrkiske de-mokrati og ytringsfriheden endnu engang har lidt nederlag. Der vel kun én ting at sige: At idømme Zana 10 års fængsel, fordi hun har brugt sin ytringsfrihed, må da være endnu en skamplet på det tyrkiske regimes synderegister!

Historien om Zana, Leyla Zana var den første kurdiske kvinde, som blev valgt ind i parlamentet i Ankara. Da hun insiste-rede på at bringe det kurdiske spørgsmål ind i parlamentet, blev hun af Tyrkiets statssikkerhedsdom-stol idømt 15 års fængsel. Hun blev valgt ind i det tyrkiske parlament i 1991 som repræsentant for den kurdiske befolkning. Det vakte forfærdelse, da hun under edsaflæggelsen i parlamentet på kurdisk sagde: ”Jeg er kurder og forbliver kurder indtil min dødsdag”. Det var første gang i den tyrkiske republiks historie, at nogen vo-vede at tale kurdisk i parlamentet. Og hvad ‘værre’ er: Hun aflagde sin erklæring iklædt et pandebånd i de kurdiske farver, rød, grøn og gul, mens hendes mandlige partikammerater bar lommetørklæder i jakkelommerne i samme farver. Derved demonstrerede Leyla Zana og hendes kammerater, at deres formål med at blive valgt var at bringe ‘det kurdiske spørgsmål’ ind i parlamentet. Det skulle vise sig at være sværere end antaget.Læs mere om Zana´s historie ved at klikke her.

Her er et kort uddrag af Leyla Zanas forsvarstale i forbindelse med retssagen mod hende i 1994: “Jeg og syv andre kurdiske medlemmer af Tyrkiets parlament risikerer i dag at blive idømt dødsstraf (…) Hvilke forbrydelser har vi begået, som kan berettige en så hård straf fra en retsinstans, der blev etableret af militærdiktaturet i 1980? Kun den ene, at vi kan bevidne det kurdiske folks tragedie i Tyrkiet. Gennem 70 år har kurdernes ek-sistens været truet, og deres sprog, identitet og kultur underlagt forbud. Det systematiske kulturelle folkemord i de seneste år har betydet en affolkning af landområderne og en ødelæggelse af de kurdi-ske landsbyer, skove og traditionelle samfund. Selv Tyrkiets minister for menneskerettigheder har indrømmet, at hæren i løbet af de sidste to år har evakueret og ødelagt mindst 1390 kurdiske landsbyer. Omkring to millioner kurdere er blevet fordre-vet, et dusin byer affolket og fem-seks millioner kurdere tvunget til det vestlige Tyrkiet ved hjælp af statsterror og på grund af sammenbrud i økonomien, der skyldes 11 års krig (…)At tale frit i et land med en antidemokratisk forfatning og love udfærdiget af militærdiktaturet, er en risikabel affære – selv for folkevalgte. Dødspatruljer har dræbt flere end 2000 politiske aktivister og menneskeretsforkæmpe-re, uden at de var indblandet i kampe. Blandt dem 82 aktivister i vores demokratiske parti og 34 jour-nalister og avisudgivere. Det er prisen for at bestride den officielle, militære version af begivenhederne. 106 journalister, aka-demikere og skribenter er blevet fængslet for samme forseelse. Min mand Mehdi Zana, tidligere borgmester i den største kurdiske by Diyarbakir, tilbragte 15 år i fængsel, fordi han talte frit, og nu er han igen i fængsel, hvor han afsoner fire års fængselsstraf for at have vidnet for EU parlamentet. Jeg selv undslap med nød og næppe to mordforsøg. Jeg har siddet fængslet siden 5. marts anklaget for “forbrydelser”, for det at have vidnet for den amerikanske kongres’ Helsinkikomité og Carnegie-fonden for International Fred, for at have talt på europæisk fjernsyn og for at have sagt en enkelt sætning på kurdisk, da det tyrkiske parlament fejrede de kurdisk-tyrkiske venskabsbånd (…) Tyrkiets ministerpræsident Tansu Ciller hævder, at kurderne har hjernevasket de vestlige regeringer. Embedsmændene mistænker organisationerne for at være hemmelige terrorister og har sågar band-lyst Amnesty International. Myndighederne er fanget i en håbløs gammeldags nationalisme og er paranoide med hensyn til “kur-disk separatisme”. Vi folkevalgte kurdere er perfekte syndebukke for det moderne Tyrkiets meget al-vorlige økonomiske, politiske, sociale og moralske krise. Denne absurde krig har kostet flere end 15000 menneskeliv og sluger næsten halvdelen af statsbudgettet (…) Jeg er 33 år gammel, gennem 14 år er jeg blevet forfulgt. Jeg har set mange af mine venner blive tortureret eller dræbt, fordi de ønsker at leve i fred og demokrati side om side med tyrkerne. Den ene-ste betingelse, vi stiller, er, at de respekterer kurdernes identitet og kultur. Jeg har to børn, en mand og mange venner. Jeg elsker livet, men min kærlighed til mit folk, der lider for at vinde værdighed og frihed, er større. Hvilken værdi har livet i trældom, ydmygelse og hvor andre viser foragt for, hvad du sætter højst – din identitet. Jeg nægter at lade mig knække af den tyrkiske inkvisition.” Zana’s historiske tale bevarer forsat sin aktualitet og legitimitet. I slutningen af talen, som ikke er gen-givet her, sagde hun, at det var på tide, at Vesten holdt op med at se på Tyrkiet alene som en lokalitet, hvor der kun etableres militære baser og opstilles elektroniske aflytningsapparatur. Det er et land med stærke følelser og konflikter, der i lighed med shahens Iran kan kamme over i det irrationelle!

Leave A Comment

Videre til værktøjslinje