Agurketiden i Danmark er efterhånden blevet omdannet til et mediestunt, hvor Dansk Folkepartis populistiske og  racistiske udtalelser besudler sommerens varme. I år dog kortvarigt afbrudt af fadæser som Helle Thornings skatterod og charterministerens ferieudskejelser. Partiet har henover sommeren foreslået en række kontroversielle og hovedløse forslag såsom at stramme udlændingepolitikken yderligere ved at ændre den i forvejen diskriminerende og rettighedskrænkende lov – 24 års reglen – til en 28 års regel. Senest har partiet foreslået at foretage en beregning af, hvad indvandrere koster samfundet, ligesom de ønsker et stop for tilgangen af indvandrere fra ikke-vestlige lande. Med andre ord har DF’s populisme ingen grænser haft i agurketiden. Pia og hendes korstogsriddere er klædt på til kamp og svinger med fejekosten henover det ganske land for igen at sikre sig flere proselytter i andedammen.

Som den ultimative leverandør af racistiske initiativer er det efterhånden en absurd og bekymrende udvikling, at DF gang på gang lykkedes med at sætte dagsordenen og flytter fokus væk fra de alvorlige udfordringer, vores samfund står overfor. Er jeg den eneste der synes, at det er ærgerligt, at Danmark gang på gang i de globale medier skal fremstå som det lille fremmedfjendske land, der samtidig ligger i top, når det gælder erklæret racisme i EU? For det er desværre resultatet af Dansk Folkepartis hovedløse udtalelser og forslag! Ja, vi bevæger os efterhånden hen imod et uanstændigt samfund, hvor vi ikke kan være os selv bekendte. Kritikere af min holdning mener, at der intet racistisk er i at beregne, hvad indvandrere koster samfundet. De fremfører et – efter min mening – usagligt argument om, at man da også laver beregninger af, hvad alkoholikere, og rygere koster samfundet. Man blander altså bevidst pærer og æbler sammen. Når man laver konsekvensberegninger for alkoholikere, rygere og kriminelle, så beregner man ud fra de omtalte gruppers handlinger; altså at ryge, at stjæle og at begå kriminalitet. Dette ligger langt fra det, som DF vil: Nemlig at se på en gruppe mennesker alene baseret på deres etniske herkomst. Det læner sig efter min mening op ad racisme og har et racistisk motiv. Forslaget ligger op til politisk propaganda og vil blive misbrugt af højrefløjen til at tydeliggøre visse etniske grupperinger frem for andre. Er det rimeligt? Er det humant at forskelsbehandle på den måde? I så fald , hvad har vi så til forskel fra alle de konfliktområder, hvor der er samfundskel på tværs af etnicitet! Personligt er jeg meget optaget af, at der ikke eksisterer et endegyldigt samfundsfacit. Dialog er nøgleordet og essentielt i min optik netop for at undgå en fastlåshed. Det er skræmmende at se et dansk parti ytre sig så radikalt og hovedløst og føle så meget had i år 2010! Videor om DF i agurketiden: DF i agurketiden. DF i agurketiden.