I går var det fire år siden, at den tyrkisk-armenske journalist, Fırat Hrant Dink koldblodigt blev skudt ned på åben gade i Istanbul af tyrkiske nationalister. Mordet, der mest af alt mindede om en politisk likvidering, rystede hele det tyrkiske samfund og var det seneste i rækken af mange mord begået mod systemkritiske journalister inden for de seneste år. Mordet vidner om den ekspanderende og sprængfarlige tyrkiske nationalisme, der stærkt provokeret af dele af den politiske elite og militæret, historisk set har gjort systemkritikere, religiøse mindretal og andre minoriteter til skydeskiver. Eksemplerne er desværre mange. I samme uge, som blev likvideret, blev et bibelforlag angrebet, og tre kristne missionærer blev koldblodigt dræbt i det sydøstlige Tyrkiet. Ofrene – heriblandt en tysker – blev fundet med deres hænder og fødder bundet, og de var skåret i halspulsårerne. Denne episode var ligeledes det seneste i rækken af flere angreb på de kristne mindretal i Tyrkiet, som vi har oplevet gennem de seneste år.

Senest for nogle måneder siden oplevede verdenssamfundet, at truslerne mod og likvideringer af minoriteterne fortsat er en fare, der lurer om hjørnet og er klar til at tage liv i nationens tjeneste. I to tyrkiske byer blev kurdere angrebet af tyrkiske nationalister, der blandt andet satte ild til butikker ejet af kurdere. Begge byer var nærmest i undtagelsestilstand, indtil myndighederne greb ind. Sidste år så vi noget lignende, da romaerne blev gjort til skydeskive for tyrkisk nationalisme. På et tidspunkt var det på kogepunktet til en lynchstemning. Retssystemet i  Tyrkiet har desværre ikke bestået sin prøve og tiltroen til retssystemets retfærdighed er lig nul. Særligt efter kendelser i lignende sager, hvor de skyldige enten er blevet frifundet eller har fået domme, der er en krænkelse mod enhver form retfærdigheds- og logik sans.

Retssagen mod Dink’s morder(e) er for eksempel her fire år efter stadig ikke afsluttet, og det er senere kommet frem, at ledende politi- og militærfolk var vidende om planerne for drabet og nærmest tilskyndede til dette. Det mest bekymrende På samme måde er der faldet dom i lignende sager, hvor mordere bliver frigivet og dermed Ikke nok med at retfærdigheden lader vente på sig, så kan vi desværre stadig konstatere, at Tyrkiet ikke er blevet klogere siden mordet på Dink. Det er ikke alene ovennævnte begivenheder, der fortsat holder Tyrkiets fremtid hen i det uvisse. Tyrkiet har desuden store vanskeligheder ved at håndtere ytringsfriheden og respekten for menneskerettighederne. Man kan selvfølgelig håbe, at fortidens fejl snart vil give anledning til selvransagelse i det tyrkiske samfund og på sigt sikre et demokratisk samfund med respekt for dets minoriteter. På den baggrund går mine tanker til Dink, hans familie og de mange millioner af mennesker, der fortsat kæmper og værner om hans kamp for demokrati og frihed i mellemøstens smeltedigel – Tyrkiet.