Året 2010 skulle være et skelsættende år for fattigdomsbekæmpelse, eftersom det var udråbt til officielt fattigdomsår i Europa. På en konference i København idag sluttede fattigdomsåret med en bekymrende udvikling på samvittigheden. Ifølge en nylig undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er antallet af børn, der lever i fattige familier, steget med næsten 25 procent i løbet af et enkelt år. Sidste år blev antallet opgjort til 45.000 børn, men i år viser undersøgelsen, at 56.000 børn bor i familier, der lever under fattigdomsgrænsen. Og der er kommet 40 pct. flere fattige børn til siden 2001, hvor VKO-regeringer tiltrådte. Det er uanstændigt, at vi lever i et af verdens rigeste lande og fortsat har tusindvis af borgere, der lever under kummerlige vilkår. Problemet er, at vi i Danmark ikke har nogen nedre grænse for fattigdom.

Den seneste opgørelse bekræfter yderligere, at et socialt mareridt er ved at oprulle sig som virkelighed for store dele af den dårligst stillede danske befolkning. Det vi har set ske i fattige nationer i Afrika eller andre verdensdele er ved at blive en realitet i Danmark, og konsekvensen er en tabt generation og familier på vej ud i bundløs fattigdom udenfor fællesskabet. Derfor bør ethvert land have en officiel fattigdomsgrænse med et princip om, at ingen må falde ned under denne. Der må laves en lov, der sikrer, at fattigdomsgrænsen ikke blot skal være tomme ord og statistiske oplysninger. For få år siden konkluderede den daværende finansminister, at vi snart kunne købe hele verden. Gad vide om det sviger i hans og hans åndsfællers sjæle at landet, der snart kunne købe hele verden, har så mange fattige på samvittigheden?

Sidste års undersøgelse fra Arbejdernes Erhvervsråd viste også, at der er geografiske forskelle i fattigdom. F.eks. var der i København 5.592 børn, der vokser op i familier, der kan betegnes som fattige, hvilket svarer til 6,6 pct. af hovedstadens børn. Disse eksempler er blot få af mange beviser på, at proletariatet i Danmark lever i bedste velgående. Den stigende ulighed, marginalisering og isolering i samfundet er en bekymrende udvikling og et kæmpeproblem. Udviklingen udgør samlet set en trussel for samfundets sammenhængskraft på sigt. Tænk blot på det, vi så i Frankrig for nogle år siden, hvor årtiers økonomiske og sociale marginalisering førte til store uroligheder blandt det franske proletariat bestående af etniske minoritetsgrupper. Dette eksempel illustrerer, at en stigende ulighed i samfundet og en fortsat tendens med polarisering mellem samfundets elite og underklassen ikke skaber dynamik, som påstået af tidligere socialminister Eva Kjer, men snarere dynamit!

Paradokset i hele denne debat er dog, at regeringen fortsat afviser eksistensen af fattigdom og ulighed, selvom utallige undersøgelser har påvist det modsatte. Sidst afviste den på daværende tidspunkt nyudpegede Karen Ellemann tendensen. Hun fortalte i et interview med JP, at hun havde meget vanskeligt ved at forestille sig, at der var danske børn, som gik sultne i seng. Senest udtalte hendes kollega, nuværende socialminister Benedicte Kjær, følgende ”visionære” tanker til Ekstra Bladet, da hun fik stillet spørgsmålet om, hvad hun synes om, at så mange danskere ikke har råd til at fejre jul uden hjælp fra en privat organisation. Jeg anerkender, at der er et stort pres, og allerede var det sidste år. Det ser jeg som en konsekvens af den internationale krise, som har medført, at folk bliver fyret, og at det er vanskeligere at få et job.

”Til spørgsmålet om hvorvidt stigningen i antallet af fattige allerede steg under højkonjunkturen, svarer hun følgende. Det var, fordi den relative fattigdomsgrænse steg, fordi aktier og ejendomspriser steg. Den viser problemet, at opgørelsesmetoden er meget forsimplet. Jeg mener faktisk, det er gået meget godt med at sætte fokus på fattigdom og social udstødelse. ”Tag dig nu sammen, Benedicte Kjær! Vil du bruge samme forklaringer overfor de børn, hvis mødre har svært ved at forklare dem, at de kun har 200 kroner at holde jul for?