Med de seneste ændringer på ministertaburetterne i regeringen og med Søren Pind som integrationsminister har dansk integrationspolitik nået nye højder. Regeringens højredrejning er nu for alvor fasttømret, og DF har vundet en af sine største sejre nogensinde. Med assimilation som målsætning har intolerancen, snæversynetheden og nationachauvinismen for alvor vundet indpas.

Den nye integrationsminister har ikke overraskende fra første færd lagt sig på linie med højrefløjens åndelige leder, Søren Espersen, der i 2009 skrev i Politiken, at alle første-, anden-, tredje- og snart fjerdegenerations indvandrere skal være velkomne i DK på betingelse af, at de lader sig assimilere. Hmm!

Det er desværre de præmisser, d’herrer har lagt til grund for integrationen i det danske samfund de sidste ti år. Altså en forståelse af integration, der nærmere kan betegnes som assimilation og som ikke tilsigter at skabe et fællesskab med anerkendelse af forskellighed. Nej, tværtimod handler det om, at vi alle skal blive ”danske”. Ikke-danske individer skal lære at indordne sig i det danske samfund og fungere som danskere. Det betyder bl.a., at man skal testes i danskhed, tillæres danske ”værdier” og vaner, også selvom man er født og opvokset i dette land. Dette er ikke integration, men en ensretning og en tilpasning til en fasttømret dansk kultur og et dansk samfund.

Dette absurde krav om assimilation er et tydeligt skred i forhold til demokratiske grundværdier. Vi må ikke og kan ikke skabe integration ved at tvinge mennesker til at opgive tro, sprog, eller venner – og slet ikke rettigheder. Nej, for dermed ophører det demokratiske samfund, som vi alle bryster os af.

En anden interessant og usmagelig manøvre fra statsministerens side er valget af Søren Pind som integrationsminister, da dette beror på klare taktiske grunde. Valget af ham indikerer, at integration eller mangel på samme endnu engang bliver et af de skelsættende temaer i valgkampen og det på trods af, at landet står overfor en af de største økonomiske kriser nogensinde. Ansvarlighed og fremtidsvisioner kan man vel ikke forvente fra den side af det politiske landskab og slet ikke med Pind i spidsen for integrationspolitikken eller rettere assimilationspolitikken.

Herfra lyder sloganet; assimilation – aldrig i livet. Men mon ikke Pind og co. burde integreres i den danske virkelighed anno 2011 – for jeg er et levende billede på danskhed, dansk kultur og integration anno 2011 og deler næppe mange værdier og menneskesyn med d’herrer. Der skal være plads til mangfoldighed i det danske samfund. Det er en af vores styrker i Danmark.