Loading...

Blog

Viceborgmester bliver SF-spidskandidat til folketingsvalget i Københavns Omegn

by Serdal Benli|29. juni 2018

SF i hele Københavns Omegns Storkreds har efter en urafstemning nu fundet partiets folketingskandidater ved det kommende folketingsvalg.

Viceborgmester i Gladsaxe Serdal Benli er blevet valgt som spidskandidat og bliver Holger K. Nielsens efterfølger i hele storkredsen. Benli vil altså stå øverst på listen i kommunerne Høje Taastrup, Albertslund, Ishøj, Vallensbæk, Brøndby, Hvidovre, Rødovre, Herlev, Glostrup, Ballerup, Gladsaxe, Lyngby og Gentofte.

Det er en erfaren politiker, som overtager stafetten ved det kommende folketingsvalg. 39-årige Serdal Benli er viceborgmester i Gladsaxe Kommune, hvor han har været medlem af byrådet siden 2009. Han har desuden været sundheds- og psykiatripolitisk ordfører i Regionsrådet fra 2005-09, og siden 2010 har han været medlem af SF’s landsledelse. Ved det seneste folketingsvalg i 2015 var han blot 20 listestemmer fra at blive valgt og i øjeblikket er han suppleant til Folketinget for Holger K.

”Jeg glæder mig til at tage stafetten efter Holger K og vil tage min kommunalpolitiske erfaring med ind på Christiansborg. Maskinrummet i velfærdsstaten er ude i kommunerne, og jeg har arbejdet politisk med områder som beskæftigelse, integration og folkeskolen.”

”Der er områder på Vestegnen, hvor børn ikke får samme muligheder som deres jævnaldrende, og hvor arbejdsløse eller syge falder igennem vores sociale sikkerhedsnet. Nu er tiden kommet til, at velfærdssamfundet igen får første prioritet. Jeg vil bruge al min energi og erfaring med politik til at sikre det.”

Serdal Benli er samtidig et af SFs stærkeste kort i integrationsdebatten. Her har han sammen med andre kandidater med indvandrerbaggrund taget kampen op mod social kontrol.

“Vi skal skabe et fællesskab, hvor der er plads til alle, der vil, og hvor der er lige muligheder for alle, uanset hvilken baggrund man har. Danmark være et inkluderende fællesskab, der fungerer som en trampolin, der skyder os alle sammen frem ud i fremtiden på en sådan måde, at vi alle kan klare os og lykkes i samfundet.”

 

Leave A Comment

Videre til værktøjslinje