Den seneste uge er det blevet klart, at Enhedslisten formentlig opstiller den stærkt ortodokse muslim Asmaa Abdol-Hamid til Folketinget. Sagen har vakt postyr og foruroliget mange, og endnu en gang konfronteret os med spørgsmålet om religionens plads i politik. Men vigtigst af alt har den konfronteret venstrefløjen med sig selv. Asmaas kandidatur er ikke et problem i sig selv – det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt, at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden. Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?
Den moderne venstrefløj er et resultat af århundreders kamp for menneskets frigørelse. En stræben med udgangspunkt i f.eks. en Voltaires kritik af kirke, fanatisme og patriotisme, og en Wilhelm Reichs analyse af fascismens forudsætninger i den patriarkalske familiestruktur og seksualundertrykkelse. Men det grundlag er under pres i disse år. Nogle hjertesager er på spil for venstrefløjen: ytringsfrihed, demokrati, frigørelse fra invaliderende traditioner og bekæmpelse af økonomiske magt- og statusforhold, der virker ødelæggende på mennesker – særligt dem nederst i hakkeordenen. Udfordringen kommer så især fra den såkaldt multikulturelle udvikling. En udvikling, der netop har været hilst velkommen og også er blevet romantiseret af venstrefløjen. Den har udløst en kamp, hvor vi skal forsvare grundlæggende værdier i samfundet. Det er derfor bydende nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken. Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om religionens plads på venstrefløjen. Og så siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for kandidaterne, hvor man snakker pænt med om social omsorg og ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene, mænd og kvinder osv. Det er hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme. Lad dog højrefløjen om det.