Igår blev der for første gang nogensine afholdt en Newroz (nytår) reception på Københavns Rådhus i anledningen af det kurdiske nytår. Receptionen var arrangeret af de kurdiske foreninger i Danmark. Kanon arrangement. Jeg takker endnu en gang for invitationen.
Her er den tale jeg holdte på dagen: Kære venner. I dag fejrer vi nytårsdagen Newroz. I århundreder har Mesopotamiens folkeslag fejret den 21. marts som nytårets kommen. Dagen fejres i fredens, frihedens og demokratiets ånd. Det kurdiske folk har også fejret denne dag hvert år trods årtiers undertrykkelse og overgreb. Derfor er Newroz symbolet på friheden og kampen for frihed for kurderne. Det er også symbolet på fornyelse, nyt liv og ikke mindst håbet. Året som gik, var fuld af hændelser på godt og ondt. Selvom kurderne udgør næsten en tredjedel af Tyrkiets 70 millioner indbyggere, så er det forsat ikke tilladt at modtage undervisning på kurdisk. Ligesom det kurdiske sprog og identitet forsat knægtes på alle tænkelige måder og ikke er grundlovssikret.
Senest i dag har Osman Baydemir – overborgmesteren i Diyarbakir – fået en ny anklage på nakken efter han på en lokal tv-station talte kurdisk. Tv-kanalen er nu lukket i 12 dage for at have bragt ud-sendelsen. Argumentet for lukningen og anklagen er – at tyrkisk er det eneste tilladte sprog i officielle sammenhænge. Er dette ikke paradoksalt, når nu staten har tilladt statsstyret kurdisk tv og Erdogan selv i valgkampens rus prøver at snakke kurdisk! I foråret blev landets eneste kurdiske avis Azadiya Welat lukket og flere af deres medarbejder fængs-let. Og nogenlunde samtidig stod 56 kurdiske borgmestre til 15 års fængsel, fordi de havde skrevet et brev til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, hvor de i demokratiets og ytringsfrihedens navn opfordrer ham til, ikke at give efter for Tyrkiet pres i forhold til at lukke den kurdiske tv station ROJ TV.
Sidste års Newroz-festligheder, hvor millioner af kurdere over hele Kurdistan fejrede dagen med musik og dans blev mødt med brutal og barbarisk politivold. Både i Syrien og Tyrkiet blev flere personer ofre for politiskud. I forrige måned blev den kurdiske nobelprisnominerede menneskerettighedsaktivist, og modtager af Sakharov-prisen i 1995, Leyla Zana, idømt 10 års fængsel, for at tale for en fredelig løsning af den kurdiske konflikt. Og for nylig udkom der to rapporter fra hhv. Amnesty International og Human Rights Watch, som klart dokumenterer, at torturen i Tyrkiet er stigende både på landets politistationer og i fængslerne. Værst ser det ud i de kurdiske områder. Og jeg kan blive ved. Men på trods af alt dette bevarede kurderne håbet. De fortsatte deres politiske kamp og bestræbelser for frihed og demokrati alle vegne.
I denne tid hvor Mellemøsten er hærget af kaos, ødelæggelse og krig, bør den kurdiske appel om fred og forsoning høres – også her hjemme. Derfor påhviler os alle et stort ansvar for at udbrede denne appel. En digter sagde en gang. ”Den som ikke tør vælge af hvilken vej han skal gå, Ender som sten i den trappe De store vil træde på.” Eftertiden skal vel ikke huske os som sten i en trappe, men som dem, der havde modet og tog stilling og fastholdte håbet om et folks frihed og en verden uden fascisme, racisme. Kampen mod uretfærdighed er en kamp, vi aldrig opgiver og må opgive, for så ville vi jo opgive os selv. Det er derfor er vi samlet her i dag for at markere dette. For som Obama formulerede det: Vi er kommet langt. Vi har set meget. Men der er så meget mere at udrette. Så lad os her i dag forsat beva-re optimismen og håbet. I håbet om, at den Newroz ild der tændes i år vil bringe bud om en afslutning på vores lange, mørke vinternat, fyldt med forfølgelse og lidelse, og om en begyndelse på et forår af fred, blomstrende i fri-hedssolen til det kurdiske folk som helhed og til alle folkeslag i Mellemøsten.