I nyhedsmedierne har vi den seneste været vidne til en større skandale i kræftbehandlingen og flere eksempler på uacceptable dårlige forhold i plejesektoren og overbelægning på de medicinske afdelinger på hospitalerne . Forhold der bestemt kræver stor opmærksomhed og hurtig indsats. Men der er også succeshistorier i hospitalsverdenen. På Sct . Hans Hospital afdeling M behandler man psykisk syge misbrugere i et moderne behandlingskoncept med kognitiv adfærdterapi. Støttet med et større pengebeløb fra Sundhedsministeriet har det taget en årrække at implementere behandlingen. Samtlige i behandlergruppen (fra plejere til læger) er blevet uddannede indenfor den kognitive adfærdsterapi. De forskellige behandlingselementer som bla. er patientundervisning, gruppeterapi og fysisk træning er blevet indarbejdet i afsnittenes faste rutiner. Og det virker. Faktisk med særdeles gode resultater.
Behandlingen er evalueret i et forskningsprojekt og resultaterne viser at patienternes psykiske symptomer reduceres, deres funktionsniveau stiger, flertallet bliver misbrugsfri under behandlingen og antallet af tvangsindgreb falder markant. En rigtig succeshistorie, men tilbuddet har desværre ikke kunnet dække behovet. Som det eneste specialiserede døgntilbud i hovedstadsområdet til denne tunge patientkategori har der konstant været lange ventelister. Men ingen træer vokser ind i himlen. I det nye forslag til en psykiatriplan for Region Hovedstaden ser det ud til at afdelingen bliver nedlagt og man kan ikke umiddelbart gennemskue hvor og hvordan behandlingen af disse svært syge og for samfundet problematiske patienter skal foregå. De psykisk syge misbrugere er i befolkningen en ugleset gruppe, mest opmærksomhed får de når de er hovedpersoner i formiddagsbladenes sensationshistorier. Som enkeltpersoner er de ensomme, fattige, boligløse, har mange fysiske skavanker og sygdomme og dør en tidlig død. Og så er de ofte kriminelle. Der er rigtig meget at vinde ved at behandle de psykisk syge misbrugere. SF er imod nedlæggelse af afdelingen. Nedlægges afdeling M vokser problemerne i gruppen af psykisk syge misbrugere og spidskompetancer i en engageret personalegruppe går tabt.