I forrige uge lagde Bremen Teater hus til en opsigtsvækkende og historisk forestilling om den nydanske kvindekamp. Her var nogle af de ypperste repræsentanter for den nydanske kvindekamp – Geeti Amiri, Khaterah Parwani, Natasha Al-Hariri og Halime Oguz – på scenen med deres stærke fortællinger om social kontrol, parallelsamfund og personlige tragedier. En stærk og fantastisk forestilling, der bekræftede undertegnede i, at opgøret med dogmatiske patriarkalske miljøer herhjemme er i fuld gang. De nydanske rødstrømper slår tilbage og er i fuld gang med at presse på for at få skabt forandringer i minoritetsmiljøerne.

Ikke desto mindre står de nydanske kvinder tit alene i den kamp. På den ene side kæmper de en ihærdig kamp for ligestilling mod stærke fastgroede traditioner i minoritetsmiljøerne, og på den anden side skal de hele tiden overbevise majoritetssamfundet om, at de ikke bærer rundt på skjulte dagsordener. De er kvinder og kæmper for kvindens frigørelse fra patriarkalske, religiøse dogmer og for ligestillingen og fremtidige generationers udfoldelsesmuligheder. Med andre ord rusker de op i dogmerne og dogmatikernes verdensbilleder. Det er en prisværdig kamp.

Men noget jeg savnede fra scenen på Bremen var budskaber om mændenes rolle i den nydanske kvindekamp. Den er essentiel, hvis kampen skal lykkes. De brune mandlige feminister skal på banen og tage del i kampen. Ved at udvise solidaritet med kvinderne kan vi få brudt dogmerne og styrke forandringens vinde. For lige så vel som vi har brug for kvindelige rollemodeller, har vi også brug for mandlige rollemodeller i disse historiske stunder.

Det er op til de nulevende generationer i minoritetsmiljøerne at skabe kønsligestilling, hvor frigørelse af kvinderne realiseres, og parallelsamfund nedbrydes. Forandringen kommer inde fra. De kvinder, der optrådte på scenen på Bremen og mange andre kvindelige rollemodeller, har vist deres mod og kampvilje og spiller en afgørende rolle i den nydanske kvindekamp. Nu skal mændene også løfte fanen.

Hvis vi ikke forstår, at der aldrig kan komme succes ud af nogen nydansk kvindekamp uden brune mandlige feministers aktive deltagelse og solidaritet, bliver vejen til faktisk ligestilling ikke blot meget lang – den vil også fortabe sig i horisonten.

Derfor er min appel til mændene: Kom ind i kvindekampen for din egen, men også fremtidige generationers skyld.