Regeringen har netop fremlagt et udspil, som skal gøre skoledagen kortere, efter den blev forlænget med skolereformen i 2013 og har været stærkt kritiseret siden. De timer skal i stedet bla. bruges på flere fagtimer, særligt i naturvidenskabelige fag.

Forslaget er blevet mødt med blandede reaktioner fra SF, der i udgangspunktet er positivt indstillet overfor en kortere skoledag, men kritiske overfor hvad de timer man sparer skal bruges til stedet:

“En kortere skoledag er en god nyhed for alle skolebørn, men regeringen begår klare fejl med udspillet, når de vil skære understøttende undervisningstimer væk for at erstatte dem af fagtimer” mener Jacob Mark, børne- og undervisningsordfører for SF.

Heller ikke hos SF lokalt møder forslaget stor opbakning:

“Vi hører fra skolerne, at udfordringen med understøttende undervisning er, at der er for få ressourcer. Det betyder at der er for få lærere og pædagoger i forhold til antallet af børn. Hvis jeg skal tage regeringens forslag seriøst, må der følge penge med” udtaler Serdal Benli, viceborgmester i Gladsaxe og spidskandidat til folketingsvalget for SF i Københavns Omegn

Han understreger dog at han er enig i, at skoledagen er blevet for lang, men at kommunerne mange steder selv har kunne afhjælpe det ved at bruge en undtagelse i loven fra 2013 og fortsætter:

“Mange kommuner har allerede gjort skoledagen kortere, ved at have flere timer med to lærere i klasserne. Når hverdagens eksperter taler deres klare sprog, synes jeg vi som politikere bør lytte og sikre dem rammerne til at have kortere dage og flere timer med to voksne”