De sidste otte år er uligheden i det danske samfund steget markant, ikke mindst på sundhedsområdet. Mens regeringen med dens ”rødvinsreform” har givet store skattelettelser til de, som i forvejen havde rigeligt, er det offentlige velfærdssystem langsomt, men målrettet blevet udhulet.
Sundhedsvæsenet, som er en af de centrale velfærdsydelser, har været under total afvikling. Tragisk nok var netop dette sundhedsvæsen engang forbillede for selv de højest udviklede lande i verden. Det offentlige sundhedsvæsen er blevet drænet for midler til trods for, at sygehusudgifterne er eksploderet.
Det er gået den forkerte vej: Alt for mange patienter oplever en utilfredsstillende behandling, når de er indlagt, og der er de senere år sket en voldsom stigning i livsstilssygdomme. Andelen af danskere, der er overvægtige, er fordoblet fra 1987 til 2005, så 11,4 procent af danskerne nu er overvægtige. Samtidig koster rygning hvert år 14.000 danskere livet. Alle disse sygdomme kunne forebygges og behandles bedre, hvis vi gør en målrettet indsats for det. Stik imod værdierne i vores velfærdsmodel er befolkningen blevet delt op i A- og B-hold på sundhedsområdet.
Det er muligt at få det danske sundhedssystem på ret køl igen. Men det kræver et andet flertal på Christiansborg end VKO-flertallet. I SF vil vi skabe en fair forandring på sundhedsområdet til gavn for alle danskere. En forandring, som gør det dyrere at leve usundt og som sikrer flere penge til at forebygge og behandle livstruende sygdomme.
I den nye skattepolitik, ”Fair forandring”, som S-SF fremlagde i sidste uge, ønsker vi samlet set at investere godt 3 mia. kr. i bedre sygehuse og 2 mia. kr. i at styrke forebyggelsesområdet. For at finansiere nogle af disse tiltag vil vi hæve afgifterne på tobak, mættet fedt og sukker. En afgiftshævelse på usunde fødevarer og tobak sikrer, at det bliver dyrere at leve usundt, hvorved vi forebygger en række livsstilssygdomme, samtidig med at vi henter 3,9 mia. kr. til bedre sygehuse og forebyggelse.
Derudover vil vi skabe yderligere finansiering ved at afskaffe skattefradraget for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, som skaber stor ulighed i adgangen til behandling. Endelig vil vi vedtage en arbejdsskadeafgift på virksomheder med farligt arbejdsmiljø, hvor der sker mange arbejdsulykker.
Bedre sundhed til danskerne kræver handling, og vi kan ikke længere se til, mens så mange danskere rammes og dør af livstruende sygdomme. Derfor er der brug for et nyt flertal, som kan skabe fair forandring på sundhedsområdet til gavn for danskernes sundhed.