Bragt i Information: Det er trist at læse Lasse Ellegaards leder i Information den 7. september om emnet »det kurdiske initiativ«. Hans konklusion er, at AKP-regeringen gør alt for en løsning af det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet, mens det pro-kurdiske parti, DTP, udgør en barriere for processen ved at stille ultimative krav. Intet kunne være mere unuanceret. Man forventer en dybere indsigt fra en journalist med lang korrespondenterfaring fra Tyrkiet. I virkeligheden har DTP – som det eneste oppositionsparti i parlamentet – erklæret sig rede til at bidrage positivt til processen. Men de har påpeget, at fredsprocessen er dømt til at lide skibsbrud, hvis ikke konfliktens reelle parter inkluderes i processen. DTP vil blot undgå, at en så vigtig proces ikke løber panden mod en mur. Det er derfor forkert at fremstille DTP som en sten i skoen.
Kemalistisk ånd AKP har tilsyneladende gode intentioner, men er blevet advaret af militæret og oppositionen mod at gøre anslag mod landets såkaldte ‘røde linier’; Atatürks enhedsstat og kravet om en ren tyrkisk forfatning. Disse ildevarslende udmeldinger er langt fra tomme trusler og har ty-deligvis givet AKP kolde fødder. Man opnår intet ved at udelukke konfliktens parter på forhånd. Tværtimod vil det styrke de tyrkiske nationalister, der ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, der tydeligt bærer præg af enhedsstatens rigide kemalistiske ånd: Ét flag, ét folk og ét sprog. Historien har vist, at konflikter løses med de involverede parter som i Nordirland, Sydafrika og Palæstina. Hvorfor så ikke i Tyrkiet? Det er udtryk for politisk tonedøvhed, når DTP i ramme alvor betegnes som et nationalistparti. Er det nationalisme at kræve, at ens borgerrettigheder overholdes? Er det nationalistisk at ønske et Tyrkiet, der inkluderer kurderne? DTP har flere gange vist sig som en samlende paraplybevægelse for demokratiske kræfter på venstrefløjen. Mange af DTP’s medlemmer, også i parlamentet, er tyrkiske venstreorienterede. En erfaren Mellemøstkorrespondent burde som minimum også vide, at farverne rød, gul og grøn ved en demonstration ikke er PKK-farver, men de kurdiske nationalfarver, der i århundreder har været anvendt i hele Kurdistan. DTP har erklæret sig parate til at løse konflikten straks. Kurderne har i årtier ventet på en reformorienteret regering som AKP og har alt at vinde og intet at miste ved en fred. Det er derfor voldsomt ukonstruktivt, at Lasse Ellegaard anbefaler at holde forhandlingens legitime part PKK væk, fordi det skulle skabe lange udsigter. Lad os nu være ambitiøse på fredens vegne. Det fortjener både tyrkere og kurdere. Af: Serdal Benli, regionsrådsmedlem (SF), Xalit Sert, FOKUS-A og Lars Aslan Rasmussen, medlem af Borgerrepræsentationen (A) 21. september 2009