Solopgangens sidste solstråle svinder. Samme vej må jeg nu tage. Lyden af visne blade under mine fødder fortæller mig, at jeg må af sted, ud på min sidste vej til friheden. Jeg har aldrig frygtet døden, selv ikke nu da den er mig så nær. Jeg kan mærke den, som en gammel ven af mit land og mit folk. Men jeg vil ikke skrive om døden i dette brev. Jeg vil skrive om, hvordan en sådan straf på nogen måde kan skabe retfærdighed og frihed i et land, hvor så mange synes at frygte vor fælles skæbne.‘Vi’, de fordømte, vil en bedre verden, en verden fri for uretfærdighed. Hvad vil ‘de’? Dette var den kurdiske aktivist Ehsan Fattahians sidste ord før han den 11. november i år blev henrettet af Den Islamiske Republik Irans religiøse diktatur. Hans ugerning var medlemskab af en forbudt organisation og ‘fjendskab over for Gud’. Ehsans historie er ikke unik – han er en ud af mange tusinder og millioner, der dagligt mærker rædselsregimets forbrydelser mod menneskeheden og mennesker der ønsker demokrati og frihed.
Som i jo alle ved så har den danske statsminister inviteret dette rædsels regimes statsleder, Ahmadinejad, til Danmark for at deltage i klimatopmødet i disse dage. En diktator som er kendt for sine forbrydelser mod den iranske befolkning og som har dræbt tusindvis af mennesker i sine fængsler. Han er kommet til København for at profilere sig selv og det forbryderiske islamiske regime på bekostningen af klimaproblemerne. Hans tilstedeværelse her er en krænkelse af de mange millioner iranere, der så sent som for nogle måneder siden demonstrerede mod præstestyret. Det er en krænkelse af de tusinder af mennesker som Ehsan Fattahian, der med deres liv har betalt prisen for demokrati og frihed. Ahmadinejad repræsenterer det iranske diktatur og ikke den iranske befolkning, for på trods af rædselsregimets brutalitet og umenneskelighed bevarer millioner af iranere forsat håbet. De fortsætter deres politiske kamp og bestræbelser for frihed og demokrati alle vegne. Ahmadinejad og hans rædselsregime og hans åndsfæller som Mugabe skal vide at de der kæmper for frihed ikke står alene. For deres kamp er vores kamp. I denne tid hvor Mellemøsten er hærget af kaos, ødelæggelse og krig, bør det iranske folks appel om demokrati og frihed høres – også herhjemme. Derfor påhviler os alle ”vi de fordømte” med Ehsans ord – et stort ansvar for at udbrede denne appel.
En digter sagde en gang. ”Den som ikke tør vælge af hvilken vej han skal gå, Ender som sten i den trappe De store vil træde på.” Eftertiden skal vel ikke huske os som sten i en trappe, men som dem, der havde modet og tog stilling og fastholdte håbet om et folks frihed og en verden uden fascisme, racisme. Derfor er kampen mod uretfærdighed en kamp, vi aldrig opgiver og må opgive, for så ville vi jo opgive os selv. Det er derfor er vi samlet her i dag for at markere dette. For som Obama formulerede det: Vi er kommet langt. Vi har set meget. Men der er så meget mere at udrette. Så lad os her i dag forsat bevare optimismen og håbet. Og vise folket i Iran, at de ikke står alene i kampen for frihed og imod diktatorer. Til slut vil jeg sige, at regimet og deres militser måske fortsat kan brutalisere, undertrykke, fængsle og dræbe fredfyldte demonstranter og aktivister, men de kan aldrig tage den styrke fra os, som håbet og drømmen om frihed har givet. Med disse ord vil jeg sige tak for ordet og håber, at det nye år, vi er på vej ind i, vil bringe nogle bud på en afslutning af iranernes lange, mørke vinternætter, fyldt med forfølgelse og lidelse, og vil være begyndelsen på et forår af fred, demokrati og frihed blomstrende i frihedssolen til det iranske folk som helhed og til alle folkeslag i Mellemøsten. Forsat god demonstration.