Den 1. juni 2010 lukker Gladsaxe Ny Teater dørene, og dermed forsvinder et af Københavns største teatre efter en lang kamp mod umulige odds. I 2007 genopstod Gladsaxe Teater som egnsteatret Gladsaxe Ny Teater med en årlig støtte, der på tre år er faldet fra 18 mio. til 4 mio. kr. Halvdelen af teatrets årlige støtte går til huslejen, og da støtten bliver yderlige beskåret til 3,5 millioner i 2010, samtidig med at Gladsaxe kommune får mindre i refusion fra staten, er tiden kommet til at lukke teatret. Hvad betyder det så for en kommune, at 35-40.000 gæster forsvinder årligt? Hvilke konsekvenser får det for bylivet, for publikummet og for de handlende? Det betyder, at mennesker der tidligere kom til Gladsaxe for at opleve kultur nu søger andre steder hen, det betyder mindre liv i gaderne og det betyder mindre omsætning for cafeer og restauranter. En rapport fra Copenhagen Business School fra 2007 fastslår, at hver krone der er givet i kulturstøtte, bliver til 3,3 kroner i omsætning. Lige fra børnepasning til offentlig transport over restaurantbesøg til omsætning i cafeer, tjener pengene sig ind mange gange. Det er vigtigt for Københavns omegns kommuner, at politikerne støtter kulturinstitutionerne, hvis man vil have et sprudlende byliv. I en tid med ‘nulvækst’ i kommunerne og faldende privat støtte, må staten ikke unddrage sig sit ansvar for, at kommunerne bevarer et lokalt kulturliv. Regeringens teaterstøtte er uigennemtænkt og kortsigtet, da den lader teatrene og dermed kulturlivet forfalde. Regeringen har stillet med en række kulturministre, som har været usynlige, uinteresserede og svære at komme i dialog med, og resultatet kan nu bevidnes i Gladsaxe. Det kan selv en ny og mere tilgængelig kulturminister ikke gøre noget ved. Regeringens kulturpolitik ligger fast, og det er ikke kulturministeren, men statsministerens regnedrenge, der laver den. Serdal Benli, MB (F), Folketingskandidat i Københavns Omegns Storkreds.
