I et blogindlæg på politiken.dk kritiserer Trine Mach SF’s flygtningeudspil og kalder det stærkt problematisk uden reelt at forholde sig til selve indholdet i udspillet. I stedet går hun i fodsporene på den ensidige mediedækning, der alene har valgt at fokusere på de få steder, SF er enige med regeringen.Men fortjener flygtningene ikke en substantiel debat?
Rundt omkring i verden er der desværre krige og konflikter, der tvinger folk på flugt. De er tvunget til at flygte fra hus og hjem, fordi konflikter i hjemlandet gør det farligt for dem at blive boende. Her har Danmark – på lige fod med resten af verdenssamfundet – et ansvar i forhold til at tage hånd om disse mennesker.
Det er vigtigt, at vi bidrager til bekæmpelsen af den globale ulighed, og at vi samtidig finder bæredygtige løsninger, der kan være med til at modarbejde klima- og miljøproblemerne. Problemer, der er opstået efter et menneskeskabt pres på jordens ressourcer.
Det er fuldstændig skævt, at vi bruger størstedelen af ulandsbistanden på at modtage flygtninge herhjemme i Danmark fremfor at bruge dem til at aflaste nærområderne, særligt i Mellemøsten og Nordafrika. Det er helt centralt, at lande i disse særligt udsatte områder får råd til både at opretholde og skabe nye flygtningelejre, hvor de flygtninge, der kommer dertil, også får noget at stå op til – et håb om en bedre fremtid. Børn og unge skal have mulighed for at uddanne sig, og de voksne skal kunne have et arbejde. Heri må Trine Mach da være enig?
Det tager selvfølgelig tid for alvor at få sat de ting i gang, så hvad skal vi gøre nu og her, så vi ikke bare sidder med vores rigtige holdninger og intet i øvrigt foretager os?
Vi skal fortsat tage imod kvoteflygtninge. Danmark har et internationalt ansvar for at hjælpe de mennesker, der er allermest sårbare. Derfor foreslår vi, at vi skal tage flere kvoteflygtninge i fremtiden. Det vil gøre, at færre tager den farlige tur henover Middelhavet, hvor der desværre er mange, der må lade livet uden at få indfriet håbet om et nyt liv i Europa. Her ligger vi meget langt fra den højrefløj, Trine Mach fejlagtigt slår os i hartkorn med.
Vi skal samtidig sikre, at de flygtninge, der kommer til Danmark, får lov til at blive genforenet med deres familier langt hurtigere, end tilfældet er i dag. Det er helt urimeligt, at eksempelvis en far skal vente hele tre år med at få sin ægtefælle til Danmark. Det er helt umenneskeligt at splitte familier ad, og det gavner ikke integrationen af den borger, der er kommet til Danmark først. I stedet burde man familiesammenføre langt hurtigere, så hele familien har mulighed for i fællesskab at integrere sig i det danske samfund. Også her ligger vi i SF meget langt fra højrefløjen, og i øvrigt også fra de Radikale, der var med til at stramme denne lovgivning.
I SF tør vi godt sætte fokus på de steder, hvor vi kan gøre det bedre – også selvom det er på et omstridt område. Statistikken viser desværre, at integrationen af vores nye medborgere ikke kun er præget af succes. En ny rapport fra Rockwool Fonden viser, at det kun er 36,8% af flygtninge, der efter 15 år i Danmark er i beskæftigelse. Vi kan også se, at ungdomsuddannelserne og skolerne heller ikke formår at løfte elever med anden etnisk herkomst. Vi skylder både vores nye medborgere og vores samfund, at vi sikrer en god integration i Danmark. Det gavner begge parter. Vi er nødt til at anerkende, at der er problemer med integrationen i Danmark. Derfor skal vi sætte massivt ind med både danskundervisning, og der skal sikres boliger, hvor flygtninge langt nemmere kan komme i snak med lokale. Og vi skal også støtte op om de lokale foreninger, der allerede i dag gør et stort stykke arbejde, når det kommer til at integrere flygtninge socialt. Det kan vi kun sikre, hvis der for fremtiden er en bedre kontrol med, hvor mange flygtninge, der kommer til Danmark.
Samtidig skal vi også gøre op med de helt umenneskelige stramninger, vi i dag ser med fattigdomsydelser som integrationsydelsen, der kun er med til at isolere vores nye borgere og skabe fattigdom hos folk, som er ved at finde fodfæste i et helt nyt land og i en ny hverdag. Det samme ser vi med smykkeloven, som blot er symbolpolitik og ingen steder rykker noget.
Forskellen på SF og de øvrige venstrefløjspartier og Radikale, er at vi forsøger at konkretisere, sætte tal på, og tænke videre end den i øvrigt fine målsætning om, at vi skal tage vores del af flygtningene, at vi bør støtte mere, og at regeringens politik generelt er umenneskelig. Derfor har der da også allerede været støtte til de fleste af SF’s forslag fra den øvrige venstrefløj – fra de der rent faktisk har læst vores udspil.
På den baggrund er det mildest talt mærkværdigt, når Trine Mach mener, at vi omtaler humanismen som noget negativt eller skaber myter. Vi gør det præcist modsatte, når vi overfører humanismen til konkret handling og søger at forhindre, at myter bliver til virkelighed. Trine Mach taler meget om europæiske statsledere, der mangler vilje. Deri er vi jo enige, og SF kæmper den kamp – også i EU. Det står i modsætning til de kræfter på venstrefløjen, der vil melde Danmark ud af det forpligtende europæiske fællesskab. Hvor peger kompasset så hen, i jagten på løsninger?