Et forsøg på at få indregistreret 18.000 opdigtede vælgere til fordel for Tyrkiets islamiske regeringsparti er blevet afsløret i landets største by, Istanbul. Fem personer tilbageholdes af politiet. SF’s valgobservatør på stedet, regionsrådsmedlem Serdal Benli, kræver en undersøgelse. Kun et døgn inden vælgere i Tyrkiet skal til stemmeurnerne i et meget afgørende lokalvalg er et forsøg på systematisk valgfusk blevet afsløret i en sag, der omfatter den ansvarlige embedsmand på det offentlige valgkontor i det centrale Beyoglu-distrikt i Istanbul. Regeringspartiet AKP har ifølge Tyrkiets største menneskerettighedsorganisation, IHD, forsøgt at få registreret 18.000 fiktive Istanbul-vælgere i storkredsen. Et tæt samarbejde mellem den øverste embedsmand i kommunestyret med ansvar for vælgerregistreringer og AK-partiets lokalafdeling havde angiveligt til hensigt at sikre regeringspartiet tusindvis af afgørende stemmer i en uhyre vigtig valgkreds ved morgendagens lokalvalg.

Ifølge menneskeretsadvokat ved IHD, Abdul Bakir Boga, kom politianmeldelsen fra byens forskellige oppositionspartier, der havde afsløret den nu mistænkte embedsmand og fået ham til at tilstå sit ulovlige samarbejde med AKP. Fem personer, der menes at have tilknytning til de falske vælgerlister, bliver tilbageholdt af politiet. ”Vi har en mistanke om, at denne type af valgfusk kan være foregået andre steder i landet også. Det er i strid med alle demokratiets spilleregler og bør få konsekvenser”, siger menneskeretsadvokat Abdul Bakir Boga fra IHD’s Istanbul-afdeling. Det er en stærkt bekymrende udvikling, og den danske regering bør gå ind i sagen og påtale det over for Tyrkiet, mener Serdal Benli (SF), medlem af Region Hovedstaden og udsendt valgobservatør på stedet: ”Det er under al kritik. Når der på denne måde er afsløret urent spil, og oven i købet iværksat af landets mest magtfulde parti, lader det til, bør det straks udløse en tilbundsgående undersøgelse af omfanget af snyderiet”, siger Serdal Benli.

Kontakt: Serdal Benli, tlf.: +45 27 20 88 60