Det er et grotesk og uhyrligt angreb på demokrati og ytringsfriheden. Sådan lyder det fra dansk kurdiske Serdal Benli, Folketingskandidat for SF i Gladsaxe efter, at ukendte gerningsmænd har skændet valgplakater tilhørende Socialdemokraternes IT-ordfører Yildiz Akdogan og SFs socialordfører Özlem Cekic.

Serdal Benli oplevede selv at blive antastet af organisationens medlemmer, der brændte hans valgplakater af for øjnene af ham i 2007 og frygter flere trusler fra Hizb ut Tahrir, som han ved flere lejligheder har protesteret mod. Plakaterne er blevet overstreget og fået sat store klistermærker på med tekst som ”Lovgivningen tilhører Allah”.

Gerningsmændene menes at være unge antidemokrater fra samme miljø, som den islamisk-fundamentalistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir, der er imod, at minoriteter med muslimsk baggrund deltager i demokrati og stiller op til valg. – Ifølge Hizb ut-Tahrirs logik skal vi underkaste os Guds love og afskaffe demokrati og erstatte det med Sharia.

Hizb ut-Tahrirs tanker er derfor utrolige farlige og undergravende for demokratiet. Tankerne skal derfor bekæmpes fuldstændig kompromisløst, siger Serdal Benli.

– Disse religiøse mørkemænd prøver tilsyneladende at skræmme folk med anden etnisk baggrund fra at deltage i valget. Det er farligt, især når stemmeprocenten i forvejen er lav blandt flygtninge og indvandrere – især dem, der bor i de udsatte boligområder, tilføjer han.

Serdal Benli kommer med en klar opfordring til gerningsmændene bag hærværket mod Yildiz Akdogan og Özlem Cekics valgplakater.

– Hvis de hader det danske samfund og demokratiet så meget, så skulle de måske overveje at tage til diktaturstater i Mellemøsten, hvor samfundet er opbygget efter deres religiøst-fanatiske opskrifter.